Boysens betragtninger

Boysens betragtninger: EM-scenarierne

27-01-2016
Boysens betragtninger: EM-scenarierne
Viran Morros. Spanien kan nå semifinalerne på flere måder.
Arkivfoto: Ingrid Anderson-Jensen

Af Rasmus Boysen

Der foreligger et hav af mulige scenarier forud for dagens EM-kampprogram med hele 6 kampe på tre forskellige tidspunkter. I får her det helt store overblik.

OL-kvalifikation

For at forstå de forskellige nationers incitamenter for at opnå de forskellige placeringer og resultater, skal man først forstå det indviklede OL-kvalifikationssystem. Jeg har søgt inspiration fra den flittige svenske journalist fra Aftonbladet, Johan Flinck, der har lavet en flot oversigt over OL-kvalifikationssystemet. Hermed et overblik:

12 hold kommer med til OL i Rio til sommer. 6 af holdene bliver fundet ved direkte kvalifikation og 6 hold skal kvalificere sig gennem OL-kvalifikationen.

Vi kender indtil videre 4:
Værtsnationen, Brasilien
Verdensmesteren, Frankrig
Den asiatiske mester, Qatar
Nummer 2 efter Brasilien (der allerede var kvalificeret som værtsnation) ved de panamerikanske mesterskaber, Argentina

Derudover kvalificerer europamesteren (finale 31. januar) og den afrikanske mester (finale 30. januar) sig også direkte til OL. Hvis Frankrig vinder EM, kvalificerer nummer 2 sig direkte til OL.

12 lande skal spille om de 6 sidste OL-pladser i en OL-kvalifikation, hvor hvert land kan søge om at afholde gruppekampene. Landene bliver opdelt i 3 grupper af 4 hold. De to bedst placerede nationer i hver gruppe kvalificerer sig til OL.

Gruppe 1:
Polen (nummer 3 ved VM)
Slovenien (nummer 8 ved VM)
Chile (nummer 3 ved de panamerikanske mesterskaber)
Afrikansk hold (nummer 2 ved de afrikanske mesterskaber – finale 30. januar. Med stor sandsynlighed enten Egypten, Tunesien eller Algeriet)

Gruppe 2:
Spanien (nummer 4 ved VM)
Tyskland (nummer 7 ved VM)
Iran (nummer 2 ved de asiatiske mesterskaber)
Europæisk hold (næstbedste ikke OL-kval hold ved EM)

Gruppe 3:
Danmark (nummer 5 ved VM)
Kroatien (nummer 6 ved VM)
Europæisk hold (bedst ikke OL-kval hold ved EM)
Bahrain (nummer 2 ved EM)

Hvis Frankrig bliver europamester, går Europas direkte OL-plads til finalemodstanderen. Hvis finalemodstanderen har en OL-kval plads fra VM (Polen, Spanien, Danmark, Kroatien, Tyskland, Slovenien), går den plads til nummer 9 ved VM (Makedonien). Bliver det eksempelvis Polen, havner Spanien i gruppe 1, Danmark i gruppe 2 og så videre. Derved går Makedonien ind på Sloveniens plads i gruppe 1. På grund af det kommer kvalgrupperne næsten med sikkerhed ikke til at se ud, som den måde du kan se ovenfor.

Det eneste hold, der kan sørge for, at kvalgrupperne forbliver, som de ser ud nu, er Norge, da de er det eneste tilbageværende hold, der har mulighed for at vinde EM (eller tabe finalen til Frankrig), som ikke i forvejen er enten direkte kvalificeret til OL eller kvalificeret til OL-kvalifikationen.

Der er altså stadig 2 OL-kvalpladser og en direkte kvalifikation til OL at spille om ved EM. Norge er sikker på, at blive mindst nummer 6 ved EM. Fordi alle hold, der kan ende foran Norge (Frankrig, Polen, Kroatien, Danmark, Spanien, Tyskland), allerede har sikret sig enten en direkte plads eller en kvalifikationsplads til OL, er Norge derfor sikker på en OL-kvalifikationsplads. Hvis Norge vinder EM eller bliver nummer 2 efter Frankrig (sidstnævnte scenarie kan kun ske, hvis Norge og Frankrig i dag spiller uafgjort og Kroatien slår Polen med mellem 4 og 10, afhængigt af hvor mange mål Kroatien laver), bliver der en ekstra plads at spille om, da Norge derved er direkte kvalificerede til OL.

De hold, der spiller om én (måske to) OL-kvalifikationsplads(er) er:
Rusland, Sverige, Makedonien, Hviderusland og Ungarn.
Rusland og Sverige kæmper i en direkte duel om at blive det andet bedste europæiske hold, der ikke er kvalificeret til enten OL eller OL-kvalifikationen i forvejen (efter Norge). Den, der ender højest af de to (og skal spille om 7.-pladsen), er klar til OL-kvalifikationen.
Hviderusland og Ungarn skal håbe på, at Norge bliver europamester eller taber finalen til Frankrig. Ellers er deres chancer for OL-kvalifikation udspillede.
Makedonien kan komme til OL-kval på 2 måder:
- Frankrig, Tyskland, Danmark, Spanien eller Kroatien vinder EM. Qua Makedoniens 9. plads ved VM, vil holdet overtage et af de ovenstående holds plads i OL-kvalifikationen.
- Hvis Norge vinder EM eller bliver nummer 2 efter Frankrig, skal Makedonien sørge for at ende bedre ved EM end mindst 3 af de 4 hold Sverige, Rusland, Ungarn og Hviderusland.

Mellemgruppe 2:

 

Danmark:
Ved point mod Tyskland (kampstart 18.15): Danmark er sikre på mellemrundens førsteplads og derved videre til semifinalerne.
Ved nederlag til Tyskland: 2 muligheder:
1: Spanien slår Rusland (deres kamp starter 20.30). Så skal Danmark spille en ligegyldig kamp om 5.-6.-pladsen.
2: Spanien smider point til Rusland. Danmark er videre til semifinalen som nummer 2 i mellemrunden uanset om Spanien taber eller spiller uafgjort mod russerne, fordi Danmark er bedre indbyrdes mod Spanien (Danmark vandt mellemgruppekampen mod Spanien 27-23).
OL-kval: Danmark er i forvejen kvalificeret til OL-kvalifikationen qua deres femteplads ved VM i Qatar i 2015. De kan udskifte kval-pladsen med en direkte kvalifikation. Det kræver, de vinder EM eller taber finalen til Frankrig.

Kampen mellem Frankrig og Norge fra den anden gruppe spilles samme tid som Danmarks kamp. Får Norge point i kampen, bliver de nummer 1 i gruppen. Vinder Frankrig kan både Norge, Frankrig og Polen ende på en 2. plads, hvilket først afgøres efter kampen mellem Polen og Kroatien, der starter 20.30. Taber Frankrig kan både Frankrig, Polen og Kroatien ende på en 2. plads, hvilket først afgøres efter kampen mellem Polen og Kroatien, der starter 20.30. Den eneste måde Danmark kan blive nummer 2 i mellemrunden, er ved at tage til Tyskland, mens Spanien i timerne efter også taber til Rusland. Derfor kan Danmark ikke for spekulere i, hvem de ønsker at møde i en semifinale.

Spanien:
Ved sejr over Rusland (kampen starter 20.30): Spanien er i semifinalen.
Ved sejr til Danmark over Tyskland: Spaniens efterfølgende kamp mod Rusland har ingen betydning for Spanien, da de dermed også er i semifinalen, og er sikre på at blive nummer 2 i mellemrunden.
Ved pointdeling mellem Danmark og Tyskland: Spanien skal have point mod Ungarn. Hvad enten det bliver 1 eller 2 point er det nok til andenpladsen i gruppen, da Spanien er bedre indbyrdes mod Tyskland (vandt gruppekampen mod Tyskland 32-29) og dårlige indbyrdes mod Danmark (Danmark vandt mellemgruppekampen mod Spanien 27-23).
Ved sejr til Tyskland over Danmark: Spanien skal vinde sin egen kamp mod Rusland. Ved uafgjort er de dårligere indbyrdes end Danmark (Danmark vandt mellemgruppekampen mod Spanien 27-23). Vinder de den, bliver de nummer 1 i puljen, da de á point og bedre indbyrdes mod Tyskland (vandt gruppekampen mod Tyskland 32-29).
OL-kval: Spanien er i forvejen kvalificeret til OL-kvalifikationen qua deres fjerdeplads ved VM i Qatar i 2015. De kan udskifte kval-pladsen med en direkte kvalifikation. Det kræver, de vinder EM eller taber finalen til Frankrig.

Tyskland:
Ved tysk sejr over Danmark: Tyskland er i semifinalen. Det bliver i så fald enten som nummer 1 eller 2, alt afhængigt af om Spanien vinder over Ungarn (Spanien er bedre indbyrdes mod Tyskland ((32-29).
Ved pointdeling med Danmark: Tyskland skal ved uafgjort håbe på, at Spanien ikke får point mod Ungarn. Ellers skal de spille en for dem ligegyldig kamp om 5.-6.-pladsen.
Ved nederlag mod Danmark: Tyskland har ingen chance for videre avancement, da Spanien er bedre indbyrdes (vandt gruppekampen mod Tyskland 32-29).
OL-kval: Tyskland er i forvejen kvalificeret til OL-kvalifikationen qua deres syvendeplads ved VM i Qatar i 2015. De kan udskifte kval-pladsen med en direkte kvalifikation. Det kræver, de vinder EM eller taber finalen til Frankrig.

Rusland
Ved svensk sejr over Ungarn (kampstart 16.00): Rusland skal slå Spanien (kampstart 20.30) for at blive nummer 4 i gruppen og dermed kvalificere sig til OL-kvalifikationen. Uafgjort vil i dette tilfælde ikke være nok for Rusland, da de to hold spillede uafgjort og Sverige har bedre målscore.
Ved svensk uafgjort mod Ungarn: Rusland skal have point mod Spanien, da Sverige har bedre målscore.
Ved svensk nederlag mod Ungarn: Rusland har intet at spille for mod Spanien, da de dermed er sikre på gruppens 4. plads og dermed OL-kvalifikation.
OL-kval: Rusland var ikke med ved VM i Qatar i 2015. Derfor er deres eneste tilbageværende chance for at kvalificere sig, kvalifikation gennem OL-kvalifikationen. De kvalificerer sig til OL-kvalifikationen ved at blive en af de to i forvejen ikke OL eller OL-kvalifikations kvalificerede europæiske mandskaber ved EM. Mere herom i OL-kvalifikationsafsnittet.

Sverige
Ved svensk sejr over Ungarn (kampstart 16.00): Sverige får 4. pladsen, hvis Rusland ikke vinder over Spanien (kampstart 20.30).
Ved svensk uafgjort mod Ungarn: Sverige får 4. pladsen, hvis Rusland ikke får point mod Spanien (da svenskerne har bedre målscorer end Rusland).
Ved svensk nederlag mod Ungarn: Sverige ender sidst i mellemrunden, da både Ungarn og Sverige vil ende på 2 point, og Ungarn dermed vil være bedst indbyrdes.
OL-kvalifikation: Sverige er endnu ikke kvalificeret til OL-kvalifikation. De kan kvalificere sig på 2 måder:
- Hvis Sverige ender over Rusland, bliver de det andet bedst placerede hold ved EM, som ikke i forvejen er kvalificeret til OL eller OL-kvalifikationen. Det giver dem den sidste europæiske plads til OL-kvalifikationen.
- Hvis Norge vinder EM eller taber EM-finalen til Frankrig (det sidstnævnte scenarie kan kun ske, hvis Norge og Frankrig spiller uafgjort og Kroatien slår Polen). Skulle dette scenarie ske, kan Sverige tåle at ende bag Rusland, men skal holde sig foran Ungarn (ved at få point mod Ungarn), Makedonien og Hviderusland.
Læs afsnittet OL-kvalifikation for uddybning.

Ungarn:
OL-kvalifikation:
Det eneste Ungarn har at spille for ved EM, er et spinkelt håb for at kvalificere sig til OL-kvalifikationen.
Ved pointtab mod Sverige: Ungarn har udspillet sin chance for at komme til OL.
Ved sejr over Sverige: Ungarn ender som nummer 5 i gruppen, og skal håbe på følgende for at kvalificere sig til OL-kvalifikationen:
- Makedonien ikke slår Hviderusland (Da Makedonien så er bedre placeret end Ungarn ved EM)
- At Hviderusland ikke slår Makedonien med mere end 3 mål mere end hvad Ungarn slår Sverige med (Da Hviderusland så er bedre placeret end Ungarn ved EM qua bedre målscorer)
- Norge vinder EM eller taber EM-finalen til Frankrig (det sidstnævnte scenarie kan kun ske, hvis Norge og Frankrig spiller uafgjort og Kroatien slår Polen)
Går alt dette i opfyldelse, tager Ungarn den 2. og sidste europæiske OL-kvalifikations-billet.
Læs mere om OL-kvalifikationen i OL-afsnittet.

Mellemrunde 1:

Norge:
Ved norsk sejr over Frankrig
(kampstart: 18.15): Norge ender som 1’er i mellemrunden, og er klar til semifinalerne.
Ved norsk uafgjort mod Frankrig: Norge ender med sikkerhed som 1’er i mellemrunden (da man er bedre indbyrdes mod Polen)
Ved norsk nederlag til Frankrig: Norge skal håbe på, at Kroatien tager point fra Polen. Gør de det, er Norge videre som nummer 2 i gruppen.
OL-kvalifikation: Norge er sikker på, at blive mindst nummer 6 ved EM. Alle hold, der kan ende foran Norge, allerede har sikret sig enten en direkte plads eller en kvalifikationsplads til OL, er Norge derfor sikker på en OL-kvalifikationsplads. Hvis Norge vinder EM eller bliver nummer 2 efter Frankrig, er Norge direkte kvalificerede til OL (sidstnævnte kan kun ske, hvis Frankrig og Norge spiller uafgjort og Kroatien slår Polen med mellem 4 og 10, afhængigt af hvor mange mål Kroatien laver. Det skyldes, at Frankrig så vil være bedst indbyrdes med Kroatien og Polen. Det kan du læse mere om under Frankrig).

Polen:
Ved norsk sejr over Frankrig (kampstart 18.15): Polen skal have point mod Kroatien (kampstart 20.30). Får de det, er polakkerne videre. Taber de, ender både Frankrig, Kroatien og Polen á point. Hvis det scenarie skulle forekomme, kigger vi på følgende indbyrdes kampe:
Frankrig – Polen: 25-31
Kroatien – Frankrig: 24-32
Samt den sidste kamp mellem Kroatien og Polen
Den nuværende målscore og antal mål for de tre hold imellem:
Polen: +6 – 31 mål scoret (efter én kamp)
Frankrig: +2 - 57 mål scoret (efter to kampe)
Kroatien: -8 – 24 mål scoret (efter én kamp)
Hvert hold vil have fået 2 point i de indbyrdes kampe de 3 imellem. Inden kampen mellem Polen og Kroatien har Polen som i kan se en målscore fra de indbyrdes opgør på +6 (31-25 sejr over Frankrig), Frankrig en målscorer på +2 (nederlag på 31-25 til Polen og sejr på 32-24 over Kroatien) og Kroatien en målscore på -8 (nederlag til Frankrig på 32-24). Den, der ender med den bedste målscore, hvis Kroatien slår Polen, går videre som nummer 2. Hvis to hold også opnår samme målscore i indbyrdes kampe, kigger man derefter på flest antal scorede mål. Hvis Polen taber med 3 mål eller mindre mod Kroatien, er de helt sikre på at ryge i semifinalen (hvis Frankrig samtidigt taber til Norge). Hvis Polen taber med 4 mål, skal Polen lave mindst 26 mål. Hvis Polen taber med 5 eller derover kommer de ikke i semifinalen.

Ved pointdeling mellem Frankrig og Norge: Polen skal have point mod Kroatien. Kroatien vil ikke have noget at spille for. Får Polen point mod Kroatien, er de uanset hvad videre som nummer 2 (da de er dårligere indbyrdes mod Norge og bedre indbyrdes mod Frankrig). Får de ikke point, er Frankrig videre som nummer 2.
Ved fransk sejr over Norge: Polen skal slå Kroatien, som ikke vil have noget at spille for. Vinder Polen kampen, bliver de nummer 1 i gruppen (da de er bedre indbyrdes mod Frankrig).
OL-kvalifikation: Polen er i forvejen kvalificeret til OL-kvalifikationen qua deres bronzemedaljer ved VM i Qatar i 2015. De kan udskifte kval-pladsen med en direkte kvalifikation. Det kræver, de vinder EM eller taber finalen til Frankrig (sidstnævnte kan kun ske, hvis Frankrig slår Norge).

Frankrig:
Ved norsk sejr over Frankrig (kampstart 18.15): Kroatien skal slå Polen, for at Frankrig kan gå videre (kampstart 20.30). Ved Kroatien sejr ender både Frankrig, Kroatien og Polen á point. Hvis det scenarie skulle forekomme, kigger vi på følgende indbyrdes kampe:
Frankrig – Polen: 25-31
Kroatien – Frankrig: 24-32
Samt den sidste kamp mellem Kroatien og Polen
Den nuværende målscore og antal mål for de tre hold imellem:
Polen: +6 – 31 mål scoret (efter én kamp)
Frankrig: +2 - 57 mål scoret (efter to kampe)
Kroatien: -8 – 24 mål scoret (efter én kamp)
Hvert hold vil have fået 2 point i de indbyrdes kampe de 3 imellem. Inden kampen mellem Polen og Kroatien har Polen en målscore fra de indbyrdes opgør på +6 (31-25 sejr over Frankrig), Frankrig en målscorer på +2 (nederlag på 31-25 til Polen og sejr på 32-24 over Kroatien) og Kroatien en målscore på -8 (nederlag til Frankrig på 32-24). Den, der ender med den bedste målscore, hvis Kroatien slår Polen, går videre som nummer 2. Hvis to hold også opnår samme målscore i indbyrdes kampe, kigger man derefter på flest antal scorede mål. Hvis Polen taber med 4 mål til Kroatien, må Polen højest lave 25 mål. Så går Frankrig videre. Hvis Polen taber med mellem 5 og 9 mål til Kroatien, er Frankrig videre til semifinalen. Hvis Kroatien formår at vinde med 10 (og score mindst 34 mål) eller 11 eller derover, tager Kroatien pladsen i semifinalen.
Ved pointdeling mellem Frankrig og Norge: Kroatien skal slå Polen, for at Frankrig kan gå videre. Kroatien vil ikke have noget at spille for.
Ved fransk sejr over Norge: Frankrig er videre til semifinalerne. Enten som nummer 1 (hvis Polen ikke slår Kroatien) eller som nummer 2 (hvis Polen slår Kroatien). Første eller andenpladsen afhænger af Polen, da Polen er bedre indbyrdes mod Frankrig.
OL-kvalifikation: Frankrig er som verdensmester (VM i Qatar 2015) automatisk kvalificerede til OL i Rio.

Kroatien:
Den eneste måde Kroatien kan gå videre på til semifinalen på, er, hvis Norge slår Frankrig og Kroatien slår Polen. Forekommer dette scenarie ender både Frankrig, Kroatien og Polen á point. Dermed kigger man på følgende indbyrdes kampe:
Frankrig – Polen: 25-31
Kroatien – Frankrig: 24-32
Samt den sidste kamp mellem Kroatien og Polen
Den nuværende målscore og antal mål for de tre hold imellem:
Polen: +6 – 31 mål scoret (efter én kamp)
Frankrig: +2 - 57 mål scoret (efter to kampe)
Kroatien: -8 – 24 mål scoret (efter én kamp)
Hvert hold vil have fået 2 point i de indbyrdes kampe de 3 imellem. Inden kampen mellem Polen og Kroatien har Polen en målscore fra de indbyrdes opgør på +6 (31-25 sejr over Frankrig), Frankrig en målscorer på +2 (nederlag på 31-25 til Polen og sejr på 32-24 over Kroatien) og Kroatien en målscore på -8 (nederlag til Frankrig på 32-24). Den, der ender med den bedste målscore, hvis Kroatien slår Polen, går videre som nummer 2. Hvis to hold også opnår samme målscore i indbyrdes kampe, kigger man derefter på flest antal scorede mål.
Hvis kroaterne slår Polen med 10 mål, skal de lave mindst 34 mål for at gå videre. Hvis Kroatien slår Polen med 11 eller mere, er det helt sikre på at gå i semifinalen (hvis altså Norge slår Frankrig). Med andre ord hænger kroaternes semifinaleplads i en tynd tråd.
OL-kval: Kroatien er i forvejen kvalificeret til OL-kvalifikationen qua deres syvendeplads ved VM i Qatar i 2015. De kan udskifte kval-pladsen med en direkte kvalifikation. Det kræver, de vinder EM. Et finalenederlag til Frankrig havde inden EM startede også været nok for Kroatien, men det er umuligt, da holdene ikke begge kan gå videre til semifinalerne.

Makedonien:
Makedonien har ”kun” en OL-kvalifikationsplads at spille for. Makedonien kan komme til OL-kval på 2 måder. Den første er simpel: Frankrig, Tyskland, Danmark, Spanien eller Kroatien vinder EM. Qua Makedoniens 9. plads ved VM, vil holdet dermed overtage et af de ovenstående holds pladser i OL-kvalifikationen.
Den anden er langt mere kompliceret: Hvis Norge vinder EM eller taber finalen til Frankrig (sidstnævnte kan kun ske, hvis Frankrig og Norge spiller uafgjort og Kroatien slår Polen med et bestemt margin), skal Makedonien sørge for at ende bedre ved EM end mindst 3 af de 4 hold Sverige, Rusland, Ungarn og Hviderusland (da de 2 bedst placerede europæiske lande, der i forvejen ikke er kvalificeret til OL eller OL-kval, får en OL-kvalifikationsbillet). Det kan de kun gøre, hvis de får en sejr over Hviderusland. På den måde kan de ende enten á point med Rusland og/eller Sverige. Hvis Ungarn slår Sverige og Makedonien slår Hviderusland, bliver Makedonien næstbedste ikke allerede OL-kvalificerede europæiske nation, og får dermed en OL-kvalifikationsbillet. Hvis Sverige spiller uafgjort mod Ungarn, skal Makedonien slå Hviderusland med mindst 15 mål. Hvis Sverige slår Ungarn, skal Rusland tabe til Spanien. Også ved dette resultat, kræver det, at Makedonien slår Hviderusland. Makedonien har pt. en målscore på -18. Rusland har en på -6. Husk, at alle disse scenarier kun kommer i spil, hvis Norge vinder EM, eller taber finalen til Frankrig.

Hviderusland:
Hviderusland kan i teorien godt nå en OL-kvalifikationsplads, men det er langt ude. Følgende skal ske:
- Ungarn slår Sverige
- Hviderusland skal slå Makedonien, men ikke med mere end 3 mål mere, end hvad Ungarn slår Sverige med (Da Ungarn så er bedre placeret end Hviderusland qua lige mange point, men bedre målscorer ved EM)
- Norge vinder EM eller taber EM-finalen til Frankrig (det sidstnævnte scenarie kan kun ske, hvis Norge og Frankrig spiller uafgjort og Kroatien slår Polen med et vist margin)
Går dette i opfyldelse, tager Hviderusland den 2. og sidste europæiske OL-kvalifikations-billet.

Jeg håber, det gav et nogenlunde overskueligt overblik over de forskellige nationers muligheder før dagens kampe. Overskuelighed er ofte en by i Rusland hvad angår internationalt håndbold. God fornøjelse med kampene i eftermiddag og i aften.

Annoncer