Odense henter ny spiller efter knæskade til fløj

Odense Håndbold henter den 19-årige Katja Johansen op på førsteholdet efter en skade til fløjspilleren Suzanne Bækhøj.

Der er godt tre uger til starten på kvindernes håndboldliga finder sted.

Nok engang er Odense Håndbold holdet, som alle peger på som de helt store favoritter til at vinde det danske mesterskab efter tilgangen af blandt andre den hollandske stjerne Nycke Groot og svenske Nathalie Hagman.

Tirsdag skrev den fynske klub så kontrakt med endnu en ny spiller. 19-årige Katja Johansen kommer til klubben, efter Odense-fløjen Suzanne Bækhøj har pådraget sig en knæskade, der vil holde hende ude i helt op til tre måneder.

- Vi ærgrer os selvfølgelig over Suzannes skade. Skader falder altid uheldigt og især her op til de første kampe i sæsonen. Vi glæder os dog over, at vi hurtigt har fået en aftale på plads med Katja. Hun er en talentfuld spiller med et spændende potentiale, fortæller Odense Håndbolds direktør Lars Peter Hermansen.

23-årige Suzanne Bækhøj må udgå af en træningskamp mod Horsens Håndbold Elite, som Odense Håndbold spillede i torsdags på grund af smerter i knæet.

Undersøgelser har efterfølgende vist, at fløjen har pådraget sig en meniskskade, der vil holde hende ude i mellem 4-12 uger. Det har altså givet 19-årige Katja Johansen muligheden for at skifte talentholdet i klubben ud med førsteholdet.

- Selvom det er på en ærgerlig baggrund, så er det en drøm, der går i opfyldelse. Jeg er superglad for at blive en del af Odense Håndbold, og jeg glæder mig meget til at prøve mig selv af på allerhøjeste niveau og blive en del af det professionelle setup, som Odense Håndbold har, siger den nye Odense-spiller.

Første kamp i den nye sæson for sidste års bronzevindere er mod de forsvarende mestre fra Team Esbjerg. Den kamp finder sted den 31. august.