Håndbold

På forkant med spillere og udviklinger

Håndbold

23. Januar 2020, 08:30 Uhr

Lars Christiansen har været med under hele slutrunden. Udover almindelig interesse udfylder den tidligere europamester også sin opgave som »Head of sports of development« for SG Flensburg-Handewitt. Foto: Beate Haar

Malmø. Første gang, Lars Christiansen var med til en EM-slutrunde som spiller, var i 1996 i Spanien. Danmark blev nr. 12 og dermed sidst. To år senere gik det faktisk endnu dårlige end her i januar måned, hvor Danmark slutter som nr. 13 efter at holdet blev slået ud allerede i indledende runde. Dengang var danskerne slet ikke kvalificeret. Men siden gik det konstant opad. Efter en tiendeplads i 2000 blev det til tre bronze-medaljer i træk og personlige udtagelser for Lars Christiansen til Allstar-holdet som bedste venstrefløj.

I 2008 den første ultimative succes: EM-guld og danskeren blev med 44 mål turneringens topscorer. I 2012 tog Danmarks rekordspiller (338 kampe) og rekordmålscorer (1503 mål) sit andet EM-guld - denne gang som anfører af holdet. 
I dag har han den lidt akavede titel »Head of sports of development« i SG Flensburg-Handewitt og er som sportslig ansvarlig, der skal kigge på klubbens udvikling, tilbage ved en EM-slutrunde. Flensborg Avis mødte ham under mellemrunden i Malmø til et interview.

Flensborg Avis:Lars Christiansen, du har fulgt EM-slutrunden i Malmø. For første gang deltager du i en turnering som sportslig ansvarlig for SG Flensburg-Handewitt. Hvad er din opgave, hvad laver du under EM?


Lars Christiansen:Jeg er her for at kigge på muligheder. Hvilke spillere har kontraktudløb, hvornår har de det, og hvilke spillere skal man generelt holde øje med i fremtiden. Det gælder alle positioner. Vi har ganske vist mange spillere i Flensborg med lange kontrakter, men man skal helst være lidt på forkant. Så jeg er sendt i byen med opgaver og ting, som jeg skal holde øje med. Det er jo her det sker, og vi har også mange af vores egne spillere med, dem skal jeg selvfølgelig også se på. 

Hvem eller hvad har været spændende under den her slutrunde? 

Portugal har overrasket mig rigtig meget. De spiller håndbold på en fed måde, er bevægelige i forsvaret, de har mange individuelle spillere, som er ekstremt farlige, krydret med flotte detaljer. Det kan sagtens være, at portugisiske spillere på et tidspunkt kan være i Flensborg eller i Tyskland generelt. Det er fantastisk for håndbolden, at man for alvor kæmper for at få fat i Portugal. Så er der selvfølgelig mange hold jeg kender, men det gælder også om at kigge på, om der er nogle nye ting man gør, nye måder man spiller på, måske på fløjen, backen eller stregen, som tager deres indtog. Pludselig sker der nye udviklinger i håndbolden, og der vil jeg altid hellere være på forkant, inden man på et tidspunkt skal tage en beslutning om det ene eller det andet. Spillere har måske kontrakter i lang tid, men pludselig opstår der noget, der kan komme skader, vanvittige tilbud og så skal man kunne handle hurtigt, og i det tilfælde nytter det ikke noget, hvis man ikke ved, hvilke muligheder der er. Derfor gælder det at sondere terrænet. Men jeg vil understrege, at pt. har vi et godt og spændende hold, og alt er på plads til den kommende sæson. Men derfor skal man ikke læne sig tilbage og tænke, det går nok af sig selv, nej, man skal være med. 

Har de folk, du møder i håndboldverdenen, opdaget, at du er tilbage i SG og er her som klubrepræsentant? SG-træner Maik Machulla, som sammen med sin assistent Mark Bult også var et par dage til EM, sagde forleden i vores avis, at han synes det er vigtigt, at en så stor klub som SG er repræsenteret under en slutrunde. 

Jeg har mødt mange, specielt danskere og nordmænd, der har sagt: nå ja, du er jo her for Flensborg. Selvom jeg med vilje stadig bevæger mig lidt under radaren fordi jeg selv vil se, hvad der rører sig. Men selvfølgelig sætter jeg et par krydser i min bog, der hvor jeg tænker, det er vigtigt, og helt klart skal en klub som Flensborg være til stede under en slutrunde. Specielt når den bliver spillet i Norden, hvor vi har rigtig mange spillere fra to af værtsnationerne, Norge og Sverige. 

Hvordan har jeres spillere klaret sig indtil videre? 

Nordmændene har spillet rigtig godt hele vejen rundt. Magnus Jøndal har spillet godt på fløjen. Torbjørn Bergerud har stået en god turnering, med afgørende parader, og Gøran Johannessen har spillet sig op. Magnus Rød har været ramt af forskellige skader, som han skulle arbejde med. Til slut blev det desværre en alvorlig skade, men inden det har han vist, at hører til i absolutte verdenselite i de øjeblikke han har spillet. Men det er klart, du ikke kan vise det helt, når du ikke er 100 procent klar. 

Er Norge det hold, det gælder at slå ved den her turnering? 

Hvis du vil blive europamester, så skal du slå Norge. Spanien kan slå et spil i stykker, selv om jeg tvivler på, at de kan nå at løbe hjem, når først det norske tog kører sine livsfarlige kontra. Kroatien har derimod gjort det godt med sit 5-1-forsvar, de spiller hårdt, så de kan være en farlig underdog. Og det er jo fint at vinde alt inden semifinalen, hvis du så taber den, nytter det heller ikke noget. Det der dog taler for Norge er, at de ikke har haft udfald. De har virkelig spillet godt, og hvis de fortsætter det, så ser det godt ud. 

Personligt vil du glæde dig på Christian Berges (træner i Norge/red.) vegne, hvis de vinder guld? I to er gode venner.

Selvfølgelig, vi har kendt hinanden siden vi var ungdomsspillere, og vi ses også privat. Jeg ved, hvor meget han arbejder for det her. Jeg har allerede set det i tiden, da han stadig var ungdomslandstræner, da besøgte jeg ham i Norge. Til de sidste slutrunder og nu ser man effekten af det. Nu har de i to VM-finaler været rigtig tæt på, så jeg under det Norge. Når det nu ikke kan blive Danmark, så under jeg det Norge, også fordi Danmark har prøvet at vinde noget. Jeg kender den følelse af, at have været tæt på mange gange. Det er først, når man har bevist, at man kan vinde noget, at man er i historiebøgerne for altid. Christian har om nogen fortjent det. 

Lad os tale om Danmark. Var det en fiasko, at de kun tolv måneder efter at vinde VM på den mest suveræne måde ryger ud i den indledende runde?

Fiasko er et stort ord. Det har været skuffende. Ja, det er barsk at ryge ud med kun et nederlag, men det har bare ikke fungeret. Det der skræmte mig lidt er, at det spillemæssigt var skidt. Det var de afgørende spillere der skulle løfte det hele, som ikke har ramt niveauet, og så blev det modgang. Og så var de andre hold gode til at udnytte det, de har læst Danmark godt, så stort cadeau til dem. Men det er en kæmpe overraskelse, at Danmark ikke gik videre.

Klubberne er altid bange for skader til slutrunderne. Magnus Rød skadet. Lasse Svan kom på grund af skader slet ikke i spil for Danmark, og I ved ikke helt, hvornår han er klar igen. Hvor optimistisk ser du alligevel på anden halvdel af sæsonen i SG efter EM?

Det rammer hårdt, at Rød er ude, og også at Svan ikke har spillet. Det har sat sine spor hos ham, og nu må vi se, hvornår han er rigtig klar igen. Men vi må forholde os til, at en klub som Flensborg har 80 procent landsholdsspillere. Det vil vi også gerne, og så er det en del af gamet, at januar er en hård måned med slutrunder, hvor der kan opstå skader. Uanset om der er ved et uheld eller høj belastning. Det må vi leve med. Når vi sender dem af sted, ved vi ikke hvad der sker, men man må altid få det bedste ud af det. Vi synes jo det er fedt, at vi har et hold nærmest kun med landsholdsspillere, men det er en svær balance hele tiden, man kan ikke altid undgå skader. Det er en kalkulation man må tage. Det er sket før, det er sket nu og det sker også i fremtiden. Jeg har hele tiden været i tæt dialog med nordmændene og Berge. Christian har præcist overholdt de ting, vi havde aftalt. Magnus har ikke spillet særlig meget, det havde vi aftalt små kompromisser om, og skaden kunne have været sket hvor og hvornår som helst. Og når både vi Flensborg og nordmændene vurderer skaden ens, er det også fint, at han nu bliver her hos holdet og oplever EM. Han havde selv signaliseret at han ville tage hjem til Flensborg, hvis det kunne hjælpe, men pt. kan han ikke gøre noget, og derfor bliver han her.

Magnus Rød er ganske vist skadet, men I kan jo stadig får fire europamestre hjem, som så vil komme med stor selvtillid til klubben. Det oplevede SG for et år siden, med otte spillere i VM-finalen, hvoraf de fire danskere tog guld - det hjalp også klubben. Satser I lidt på det igen?

Klart, de kan jo komme hjem med masser af glæde og selvtillid, og så mærker de nok heller ikke, at de er trætte. Håndbold er jo også så fedt, fordi der netop kan ske mange uforudsigelige ting, så det er altid en helt ny situation, når man starter igen den 1. februar. Og skader kan andre klubber også blive ramt af (endda uden at deres spillere er med til EM. Således pådrog sig Marko Bezjak fra SC Magdeburg en skulderskade og er ude resten af sæsonen. Det meddelte hans klub, som er SGs første modstander efter EM den 2. februar, denne uge/red.)

Ruwen Möller