Håndboldforbundets højeste organ stadfæster nedrykninger

DHF's repræsentantskab har mandag aften stadfæstet afgørelse, der fordeler mesterskab, nedrykning og oprykning.

Nordsjælland Håndbold fra herreligaen er en af de klubber, der har været utilfredse med skrivebords-beslutningen. (Foto: © Claus bech, Scanpix)

Dansk Håndbold Forbunds (DHF) repræsentantskab har mandag stadfæstet skrivebordsafgørelse om slutstillinger og nedrykninger.

Det oplyser DHF efter et ekstraordinært repræsentantskabsmøde i Kolding.

- 50 stemte for og én imod. Der var ingen reel diskussion, for alle havde sat sig ind i tingene inden mødet, sagde DHF's formand Per Bertelsen til DR Sporten umiddelbart efter mødets afslutning.

Mødet blev afholdt, efter sæsonen er endt i lidt af et kaos, efter at DHF i april afblæste sæsonen før tid som følge af coronakrisen.

Nordsjælland Håndbold, EH Aalborg og Odder Håndbold føler sig uretfærdigt behandlet, da skrivebordsbeslutningen betyder, at de tre klubber står til at rykke en række ned.

'En møgsituation'

Da sæsonen blev afsluttet lå de tre klubber til nedrykning, men de havde alle en chance for at sikre sig redning.

DHF's formand Per Bertelsen anerkender de involverede klubbers følelser, men understreger også, at hele situationen ikke er optimal for dansk håndbold.

- Jeg er ved Gud ikke glad for denne situation. Vi har det alle dårligt med, at dette skal afgøres på skrivebordet end på banen. Det er en møgsituation er sidde i.

- Jeg forstår godt, at klubber er trætte af det. Men vi er sat til verden til at tage upopulære beslutninger, og det har vi måtte gøre her. Det er vi alle triste over, siger han.

Per Bertelsen er ærgerlig over, at håndbolden bliver afgjort på skrivebordet. (Foto: © Claus Fisker, Scanpix)

Ikke slut endnu

Trods mandagens afgørelse er det sidste punktum formentlig ikke sat, da Nordsjælland, Aalborg og Odder allerede før mødet i Kolding havde appelleret sagen til appelinstansen i Danmarks Idrætsforbund (DIF).

Appelinstansen hos DIF har endnu ikke behandlet sagen, og derfor er det fortsat uvist, hvor det hele ender.

Da sæsonen blev afblæst før tid, lå Nordsjælland til nedrykning i herreligaen med fire point op til redning med to grundspilskampe tilbage.

Bedre så det ud for EH Aalborg hold i landets bedste række på damesiden, hvor nordjyderne havde tre kampe til at kæmpe sig til en ny sæson. Holdet havde samme pointantal som Skanderborg.

Odder fra herrernes 1. division havde også en fin mulighed for at forblive i rækken.

Det var i første omgang Udvalget for Professionel Håndbold under DHF, der besluttede at fastfryse stillingen og kåre mestre, nedrykkere og oprykkere.

Nordsjælland, EH Aalborg og Odder ankede efterfølgende sagen og fik medhold i Håndboldens Appelinstans.

DHF svarede igen ved at indkalde sit højeste organ, repræsentantskabet, til et ekstraordinært møde mandag aften til en afstemning afslutningen på sæsonen.

/ritzau/